
Udredning for ADHD/ADD
Vigtigt at vide: For mange er det at få en ADHD/ADD diagnose lig med at kunne få medicin for dette. Da jeg er psykolog, og ikke læge, vil det ikke være en mulighed at igangsætte medicinsk behandling hos mig. Formålet med en udredning hos mig er at skabe viden og forståelse for det undersøgte individ igennem grundig udredning. Det er ikke blot at medicinere.
For at kunne igangsætte medicinsk behandling, er der en række lægefaglige undersøgelser og vurderinger som også skal laves. For at påbegynde medicinering efter en udredning for ADHD/ADD hos mig, vil du således skulle henvende dig til egen læge, eller privatpraktiserende speciallæge/psykiater, for at få denne del undersøgt
Udredningsforløbet
Når man udreder for ADHD/ADD er udredningsprocessen på en måde "vendt lidt på hovedet". Forstået på den måde at det at udrede hvorvidt der er opmærksomheds-, koncentrations- og/eller impulsivitetsvanskeligheder fylder væsentligt mindre, end det at udelukke at der kan være andre årsager til dem.
At man har svært ved at fokusere sin opmærksomhed eller koncentrere sig vedvarende på særligt kedelige opgaver, kan komme af mange forskellige ting, både somatisk og psykisk. Et barn der bliver mobbet i sin klasse, eller en voksen der arbejder på en stressfuldt arbejdsplads med en chef der ofte kritiserer, ville jo begge kunne udvise præcis de samme tegn på manglende opmærksomheds-, koncentrations- og impulsivitetsvanskeligheder, som et menneske med ADHD/ADD. Fordi begges hjerner konstant vil føle et behov for at være "på vagt" overfor potentielle faresignaler om at mobningen, eller kritikken, kommer lige om lidt, hvilket naturligt gør at der ikke er lige så mange ressourcer til "mindre vigtige ting", såsom at koncentrere sig om noget der er kedeligt. Nogen gange tilmed også udenfor de specifikke situationer, hvor problemet for dem egentligt er, som f.eks. ved at lade frustrationerne og "hyper-overvågenheden" ramme derhjemme også, selvom der egentligt er trygt der.
Så udover at skulle dokumentere, at der er en tilstrækkelig grad af opmærksomheds-, koncentrations- og impulsivitetsvanskeligheder hos vedkommende aktuelt, skal en udredning også kunne dokumentere, at de har været vedvarende igennem vedkommendes liv og har været tilstede i flere kontekster for vedkommende (og givet dem konkrete problemer i disse). På den måde kan man undgå situationen, at man giver et stresset barn/voksen en ADHD/ADD diagnose, blot fordi de er i nogle uhensigtsmæssige miljøer i deres dagligdag.
Men det fjerner desværre stadigvæk ikke helt problemet ift. udredningen, da symptomerne på ADHD/ADD desværre let kan forveksles med symptomerne på mange andre psykiske vanskeligheder.

Hvorfor er det så komplekst?
"Forestil dig du står i en børnehave og skal observere en dreng på 5 år, for at se om han har ADHD/ADD. Mens du står der, stiller drengen sig op ad dig og siger ikke noget. Han bliver stående et stykke tid og til sidst spørger du ham, om han ikke skal over og lege med nogle af de andre børn. Drengen løber straks over og kaster sine arme rundt om en pige, som han plejer at lege med, der dog er i gang med at lege med nogle andre børn. Pigen bliver overrasket og ked af det, og de andre børn begynder straks at klage til pædagogerne over, at drengen "altid ødelægger deres lege"".
- Spørgsmålet ift. udredningen er så, om denne sekvens sker pga. at drengen ikke er opmærksom på, at pigen er i gang med at lege med andre, og bryder ind i legen pga. manglende impulshæmning (ADHD/ADD)?
- Eller han ikke forstår de sociale spilleregler og hænger fast i en forestilling om at det at lege, betyder at kaste sin arme om denne pige (Autisme)?
- Kunne det være at drengen bliver fyldt af så meget frygt for at være separeret fra en tryg voksen, at han reagerer instinktivt uden omtanke i situationen (separationsangst)?
- Eller kunne det være at han har enormt svært ved at indordne sig og tage hensyn til sociale spilleregler, så sekvensen kunne være et tegn på en adfærdsforstyrrelse (Oppositionel adfærdsforstyrrelse)?
- Eller slet og ret bare at drengen er umoden i sin sociale og/eller intellektuelle udvikling, og endnu ikke har lært hvordan man spørger om at være med i lege på en god måde, så sekvensen blot er hans bedste bud på at løse det spørgsmål, den voksne stillede ham?

En ADHD/ADD udredning kræver grundighed
Som overstående eksempel viser, kan der således desværre godt være tilfælde, hvor selvom et barn/voksen udviser tilstrækkelige tegn aktuelt og vedvarende igennem deres liv, til at en ADHD/ADD diagnose formelt kunne stilles, at udfordringen reelt kommer af noget helt andet. Man er således nødt til at udsøge barnet/den voksne bredt, for at kunne udelukke andre forklaringer.
Dette gøres i udredninger for ADHD/ADD (og kombineret ADHD/ADD & autisme) hos mig, ved at lave brede kliniske interviews og grundige anamneser, hvor der struktureret kan screenes for andre psykiske problemstillinger, samt ved bl.a. også lave IQ-test og undersøgelser af vedkommendes "tilpasningsfærdigheder" i hverdagen. Alt sammen for at sikre at udredningen ikke overser eventuelle andre forklaringsmuligheder eller problemstillinger hos vedkommende. Der kan desværre ikke gives en 100% garanti for at alle andre forklaringsmuligheder bliver udelukket, men med denne grundighed og systematik i undersøgelsen, kan de mest almindelige "fejlkilder" i ADHD/ADD udredning udelukkes og sikre at udredningen lever op til de nationale kliniske retningslinjer.
Som du kan læse om nedenunder, er der dog også nogle rent somatiske lidelser som skal udelukkes, før diagnosen kan stilles. Dette kan kun gøres af en læge. Det kan dog typisk gøres hos sin egen praktiserende læge.
Før undersøgelsen for ADHD/ADD
En vigtig del at få afklaret når man går i gang med en ADHD/ADD undersøgelse, er at få udelukket nogle af de mere almindelige årsager, der kan være til at man kan opleve opmærksomheds-, koncentrations- og impulsivitetsvanskeligheder.
Der er en række rent somatiske årsager, som kan give symptomer, der ligner symptomerne på ADHD/ADD. Disse er dog heldigvis relativt simple at få udelukket, og kan almindeligvis klares hos egen læge. Dette drejer sig om at få udelukket at problemerne kunne skyldes hhv.:
- Nedsat hørelse eller syn (Der ikke er korrigeret for med briller eller høreapparat)
- Dårlig motorisk udvikling (F.eks. væsentlig nedsat koordineringsevne, balancesans o.lign.)
- Epilepsi (Særligt tegn på absenser ved ADD-lignende symptomer)
- Stofskiftesygdom (forhøjet eller lavt) eller diabetes
- Multiple sklerose
- Hovedtraume (F.eks. hjernerystelser eller skader på kraniet)
- Forbrug af benzodiazepiner, morfika, sederende antipsykotika, antiepileptika og lignende medicin med mulig kognitive påvirkninger.
At der er nogle af de overstående årsager tilstede, udelukker desværre ikke muligheden for, at man også kan have ADHD/ADD. Men i så tilfælde vil et udredningsforløb kræve et tættere samarbejde med specialiseret fagpersoner indenfor disse områder, end det typisk er muligt at iværksætte i privat regi. Der vil jeg således anbefale at man benytter sig af det offentlige sundhedssystem til udredning.

Udredningspakker for ADHD/ADD

Udredningspakken for børn og unge
Mistrivsel hos børn og unge kan skyldtes mange forskellige ting, og det er ikke unormalt at de f.eks. kan fremstå som udfordret af opmærksomheds-, koncentrations- og/eller impulsivitetsvanskeligheder, uden at rent faktisk er fordi de har ADHD eller ADD. En ordentligt udredning for ADHD/ADD hos unge handler således ligeså meget om at udelukke andre mulige årsager, som det gør at få undersøgt om de specifikt lever op til kriterierne for ADHD/ADD.
Udredningspakken hos mig er således tilrettelagt efter at give en bred klinisk screening og afklaring af hvorledes de bringer deres forudsætninger i spil i dagligdagen, således at vi netop kan udelukke at der kunne være andre årsager til deres problemstillinger.
Dette betyder at pakken, udover de ADHD/ADD specifikke tests der skal til, også indeholder en bred kognitiv udredning, en bred klinisk screening og anamnese, en sensorisk profil, samt en observation af barnet/den unge i dets hverdag (Hvilket naturligvis også kan være i jeres hjem, hvis problemer primært opleves der)
Vi vil således komme bredt og grundigt omkring at forstå de udfordringer jeres barn/unge måtte have, og ikke bare snævert se på om det har tilstrækkelige opmærksomheds-, koncentrations- og/eller impulsivitetsvanskeligheder, til at kunne opfylde en ADHD/ADD diagnose.
ADHD/ADD pakken (Børn og unge)
- Opstartsmøde
- K-SADS-PL klinisk screenings- og anamnese interview
- WPPSI-IV / WISC-V test (IQ-test)
- 4 forskellige spørgeskemaer (ABAS-3, BRIEF-2, SPM-2 & ADHD-RS)
- Observation af barnet/den unge (2 timer)
- Tilbageleveringsmøde & testrapport
Pris: 20.000 kr.
Udredningspakken for voksne
Udredningspakken for voksne ligner naturligvis pakken for børn og unge på mange områder, fordi det grundlæggende er det samme man udreder for. Der er dog en række forskelle. Først og fremmest benyttes der anderledes testværktøjer til voksne, der jo har andre livsomstændigheder.
Dernæst er der også en forskel, fordi praktiske hensyn sætter en række begrænsninger ift. hvilke informationer der kan indhentes pålideligt i en udredning, set ift. børn og unge.
Men udfordringen for voksne med at skelne mistrivsel der kommer fra andre årsager, og den der kommer fra ADHD/ADD grundlæggende den samme. En udredning vil således altid skulle forsøge at komme bredt rundt omkring den undersøgtes psykiske tilstand, for at udelukke andre forklaringsmuligheder overses.
Udredningspakken indeholder således også en generel kognitiv udredning, en bred klinisk diagnostisk screening og anamnese, en sensorisk profil, foruden de ADHD/ADD specifikke tests.
Vi kommer således også bredt og grundigt omkring at forstå udfordringer og fokuserer ikke blot snævert på om der er tilstrækkelige opmærksomheds- koncentrations- og/eller impulsivitetsvanskeligheder til at opfylde diagnose-kriterierne for ADHD eller ADD.
ADHD/ADD pakken (Voksne)
- Opstartsmøde
- Klinisk diagnostisk screenings- og anamnese interview
- WAIS-IV (IQ-test)
- D2-R (Opmærksomheds- og koncentrationstest)
- DIVA-5 interview
- 4 stk. spørgeskemaer (ASRS 1.1, ABAS-3, SPM-2 & BRIEF)
- Tilbageleveringsmøde og testrapport
Pris: 18.000 kr.
(Hvis det giver mening, kan 2 timers observation tilkøbes for +4000 kr.)

Kombineret autisme og ADHD/ADD udredning
ADHD/ADD og autisme kan ligne hinanden meget mere end hvad man nogen gange kunne tro. Faktisk i en sådan grad, at man selv i faglige kredse begynder at tale om at det måske reelt er det samme "spektrum", men blot forskellige måder den samme "neurologiske anderledeshed" det kommer til udtryk på.
I hver sin ende af "spektrummet" ses forskellene tydeligt, men jo mere man kommer ind imod midten, jo sværere bliver det at skelne imellem dem. I særdeleshed ude i barnet/den unges/den voksnes almindelige dagligdagsliv, men faktisk også i klinisk diagnostisk forstand.
Her kræver det en systematisk og grundig udredning, med brug af forskellige tests, spørgeskemaer og observation. Dels for først og fremmest at undersøge om kriterierne for diagnoserne er opfyldte, dels for at udelukke andre årsager. På samme måde som med en "ren" ADHD/ADD udredning, kan symptomer på mistrivsel komme til udtryk på mange forskellige måder, og bare fordi det ligner opmærksomheds-, koncentrations-, impulsivitetsvanskeligheder og/eller autisme, er det ikke nødvendigvis pga. en diagnose indenfor disse.
Men ligeså vigtigt, også for at få et nuanceret og meningsfuldt billede af vedkommendes styrker og udfordringer, så der kan skabes forståelse for hvordan vi hjælper vedkommende imod det mest meningsfulde liv.

Kombineret udredningspakke (børn og unge)
- Opstartsmøde
- K-SADS-PL (Generelt klinisk psykiatrisk anamnese interview)
- WPPSI-IV/WISC-V (IQ-test)
- 6 stk. ADHD/ADD og autisme diagnostiske spørgeskemaer
- ADOS-2 test
- ADI-R (Autisme specifikt klinisk anamnese interview)
- 2 timers observation i barnet/den unges hverdag
- Tilbageleveringsmøde og testrapport
Pris: 30.000
Kombineret udredningspakke (voksne)
- Opstartsmøde
- Klinisk diagnostisk screenings- og anamnese interview
- WAIS-IV (IQ-test)
- D2-R test (Opmærksomheds- og koncentrationstest)
- DIVA-5 interview
- 6 stk. ADHD/ADD og autisme diagnostiske spørgeskemaer
- ADOS-2 test
- Tilbageleveringsmøde og testrapport
Pris: 22.000
(Hvis det giver mening, kan et ADI-R interview også tilkøbes for +6.000 kr. og/eller 2 timers observation for +4000 kr.)